Reddit markedsføring: Dette bør du vide før du går igang

Reddit er et mega populært socialt nyhedsmedie, som brander sig som ”The Frontpage of the Internet”. Det kan de da også gøre med god grund. Reddit er det 8. mest populære websted i verden, og kommer ind på en slående 4. plads i oprindelseslandet USA, hvor det kun er overgået af giganterne Google, YouTube og Facebook. Hvis du ikke har hørt om Reddit før, er det på tide at spidse ører, da markedsføringspotentialet er enormt.

Forfatter: Martin Munk Christensen

Hvad er Reddit?

Reddit er et socialt nyheds- og underholdningsmedie, hvor alle brugere kan indsende links, videoer og billeder, som efterfølgende kan stemmes op eller ned. På Reddit får du bl.a.:

  • Historier, som dagen efter bliver udgivet i pressen, Facebook og andre sociale medier.
  • Internettets mest mangfoldige fora, som dækker enhver niche.
  • Indhold, der dækker alt fra informativt, sjovt, inspirerende, unikt og hjælpsomt.
  • Opmærksomhed på godt indhold og vigtige sager, da Reddit har ry for at sortere ud i dårligt indhold.

Hvorfor er Reddit vigtig for din markedsføring?

Indhold som fanger Reddit-brugernes opmærksomhed og engagement, har mulighed for at gå viralt og få enormt momentum, hvormed det kan sprede sig til både de etablerede medier, sociale medier, blogs og andre platforme. Hvis du kan knække koden, kan du få trafik til din landingsside fra titusinder af mennesker, der er relevante for din målgruppe. Gør du det rigtigt, kan du:

  • Få flere views på dine videoer
  • Få flere visninger af dine billeder
  • Skabe mere trafik til din hjemmeside + SEO-værdi på dine links
  • Starte en viral bølge
  • Finde et forum for det, din virksomhed laver, eller den målgruppe du vil nå
  • Finde indhold, som din målgruppe elsker, som du kan bruge på andre platforme

Reddit i tal:

  • Det 8. mest populære website i verden, og det 4. mest populære website i USA (25/09/2017).
  • 1,5 milliarder månedlige unikke side visninger (06/10/2017)
  • Gennemsnitlig brugertid på 15:51 min., som er en af de højeste i verden (05/10/2017)
  • 51% besøger Reddit fra computer (14/01/2016)
  • 300 millioner månedlige brugere (02/08/2017)
  • 49% er brugerne er kvinder og 51% er mænd (24/08/2016)
  • 1/3 af alle amerikanere bruger Reddit (24/08/2016)
  • 853,000 subreddits, eller interessefora (23/6/2015)
  • 50,000 aktive subreddits (20/4/2017)
  • Vurderet til at være 1,8 milliarder dollars værd (31/07/2017)

Reddit markedsføring, Reddit marketing, Reddit kommunikation,

Inden jeg forsætter, vil jeg slå et slag for mit kursus: Sådan kommer du på forsiden af internettet. Her underviser jeg dig i, hvordan du trin-for trin  bruger Reddit i din markedsføring med udgangspunkt i din virksomhed. Jeg supplerer med erfaringer fra cases med Siemens, B&W Vølund, Findx, m.fl..

Reddit bliver større i Danmark

I Danmark har Reddit endnu ikke bidt sig fast i den brede befolkning, men jeg spår, at Reddit bliver en betydelig større spiller i Danmark af 3 årsager:

  1. Reddit har meldt ud, at de arbejder på et nyt design, hvilket helt sikkert vil modvirke, at nytilkomne ikke bliver skræmt væk af Reddits oldnordiske og uoverskuelige design.
  2. Hver 3. amerikaner er på Reddit, og vi danskere er - på godt og ondt - eksperter i at adoptere tendenser fra vores amerikanske venner. og
  3. Tilvæksten af brugere fra Danmark bliver øget hvert år.

Reddit bliver ikke benyttet af danske virksomheder, så der er rig mulighed for at være first-mover. Det er især oplagt, hvis din målgruppe er danske mænd i alderen 16-33.

  • Det største danske forum på internettet (25/09/2017)
  • I forhold til page views på desktop er Reddit rangeret nr. 3 i Danmark (05/10/2017)
  • Reddits annonceringsvæktøj viser, at der findes ca. 150-200.000 daglige danske brugere (05/10/2017)

Danmark på Reddit

Tilbage i 2015 omdøbte det danske subreddit r/Denmark deres brugerbetegnelse til Metroxpress ”journalister” for at gøre grin med, at Metroxpress’ journalister adskillige gange har hentet deres historier fra det danske subreddit. Det danske subreddit er i øvrigt vokset til over 83.000 brugere siden da.

Hvem bruger Reddit, og hvad bruger de det til?

De fleste brugere, også kaldet Redditors, besøger siden for at se, hvad der trender i verden og på internettet, men mange kommer også for at dyrke et specielt emne. Reddit er nemlig en samling af flere tusinde fora, kaldet subreddits, som udelukkende fokuserer på hvert deres særlige emne, og som alle har unikke regler, som skal følges.

Ligesom alle andre sociale medier er der et nyhedsfeed, hvor brugerne har indflydelse på, hvilket indhold der bliver populært. Jo flere upvotes, jo mere populært, og jo højere fremgår det på feedet. Men modsat andre sociale medier følger man ikke personer. I stedet følger man Subreddits.

Reddit er i gang med at søsætte en ny funktion, hvor man som noget helt nyt kan følge Redditors. En funktion som bl.a. Washington Post promoverer sig ved. Det er stadig i beta-stadiet, men du kan omdanne din Reddit bruger her, og læse mere omkring funktionen her og her.

Hvem bestemmer på Reddit?

Subreddits er styret af frivillige moderatorer, hvor Reddit ikke blander sig, med mindre de overtræder deres regelsæt, eller hvis det bliver hjemsted for ulovligt indhold.

Reddit har ingen kontrakter eller formelle aftaler med moderatorne, men alligevel stoler de på, at de frivilligt vedligeholder og moderere, selvom subreddits har mange millioner medlemmer. Moderatorerne har derfor en del magt, da de ikke står til ansvar overfor brugerne, ikke kan blive stemt ud, og kan ændre eller slette subreddits når som helst.

Magtkampe på Reddit

Redditors har en tendens til at værne om deres egne subreddits, som nærmest kan betegnes som stammer, mens de foragter nogle af de andre. Potentielle fjendtlige grupper holder sig for det meste fra hinanden, men de konkurrerer af og til om, hvem der kan dominere forsiden, hvilket godt kan give nogle udfordringer for balancen mellem ytringsfrihed og gode manerer.

Under den amerikanske valgkamp i 2016 gik bølgerne højt på Reddit. Demokraterne og Republikanerne kæmpede om at komme på forsiden af Reddit i den periode. Især Donald Trumps tilhængere på Reddit havde så meget held med at få deres budskaber på forsiden, hvilket mange Redditors fik nok af. Spændingerne udløste en shitposting krig mellem r/Sweden og r/The_Donald, som gik ud på at håne hinanden - til stor underholdning for resten af Reddit. Se mere her.

Hvordan fungerer Reddits algoritme?

Reddits algoritme er ret enkel - jo flere stemmer (upvotes) dit opslag får, jo højere bliver det placeret i nyhedsfeeden. Upvotes er essentielt for at få synlighed på Reddit. Du kan læse mere om Reddits algoritme her.

Det bedste indhold får enorm synlighed, mens det dårlige indhold bliver downvoted, og dermed ikke bliver set af nogle. Bill Gates kendte citat lever i bedste velgående: "Content is King."

Reddit viral predictions

Hvornår går indholdet så viralt? En Redditor fra r/dataisbeautiful har lavet denne graf, som har undersøgt forskellige posts. Ud fra sin research har han lavet denne graf, som kan forudsige, hvorvidt indhold går viralt. Det afhænger af, hvor mange upvotes opslaget har modtaget efter 30 minutter. Billedekilde: u/redditpiraterobberts

If Content is King, Conversation is Queen

Reddit er også kendt for at have nogle af de mest oplysende, underholdende, indsigtsrige og relevante debatter. Det skyldes tankegangen ”wisdom of the crowd”, hvor alle kan stemme kommentarerne op og ned. Det resulterer som regel i, at topkommentarerne er de mest indsigtsfulde, humoristiske og relevante, og de dårlige, hadefulde og spammende kommentarer ryger til bunds.

Reddit bliver ofte kaldt for et "hivemind", som på dansk betyder lemmingeffekt, da mange brugere opsøger viden og meninger i topkommentarerne. Reddit er klar over denne tendens, og har derfor udviklet en ”Best” ranking algoritme.

Dog viser en undersøgelse foretaget af dataspecialisten og Reddit-nørden Max Woolf, at de første kommentarer typisk bliver top-kommentarerne. De første kommentarer har enorm betydning for debatten af indholdet, derfor skal du selvfølgelig deltage i kommentarsporet med det samme! På den måde du uddybe dit budskab.

Hvordan bruger man det?

Reddit er et pseudo-anonymt medie, hvor du selv bestemmer dit nickname, som er permanent. Anonymt skal forstås på den måde, at man hverken kan have en avatar, biografi eller links til andre af ens social media profiler. Så hvem er du på Reddit? Ret simpelt. Du er det indhold, du bidrager med.

Der findes to forskellige slags indhold: Tekst og links.

Links kan være til videoer, artikler, billeder eller gifs.

Links: Sådan ser et link til en video ud. Denne video blev kommunikeret ud til ingeniører på Reddit som led i en større employer branding kampagne for Siemens. I mit kursus Sådan kommer du på forsiden af internettet går jeg i dybden med denne case og deler mine erfaringer.

Tekstopslag kaldes for self.posts, og her kan du skrive så meget du vil, og inkludere så mange links som du vil.

Markedsføring på Reddit, AMA med Casper Vind

Self.post: Sådan ser et tekstopslag ud. Jeg hjalp Casper Vind med at få opmærksomhed på hans indsamling for Cystisk Fibrose Foreningen. Udover at skaffe opmærksomhed i Go' Morgen Danmark på TV2 og i B.T, hjalp jeg ham med at bruge Reddit til at lave en AMA på det danske subreddit, som gav en del webtrafik og donationer.

Kom godt i gang med at danne et overblik

Nu har du styr på indholdet. Nu er det på tide, du får et overblik over de subreddits, der er relevante for din virksomhed.

Der findes utallige subreddits, så der findes med stor sandsynlighed et eller flere relevante for dig. Det kræver dog, at du skal søge lidt på det og udforske forskellige subreddits. Til dette kan du bruge følgende værktøjer:

  • Reddits egen søgeværktøj (findes til højre på siden)
  • redditlist.com

Kultur og brugerforståelse er essentiel

Når du har fået et overblik over relevante subreddit, skal du danne dig en forståelse af kulturen og brugerne. Hvert subreddit er nemlig unikt og har deres egne regler, normer og fokus.

Det betyder, at du bliver nødt til at dykke ned i ethvert subreddit samt læse deres regler i sidebaren, før du lægger dit indhold op. Her er et par gode råd til, hvordan du gør det:

  • Abonnér på de subreddits du finder relevante, så kan du følge med i, hvad der sker.
  • Udforsk topindlæggene
  • Læs sidebaren for materiale. Her kan du oftest også finde nabo-subreddits.

Til inspiration kan du dykke ned i denne artikel, som lister de 10 mest populære ord for hvert af subreddit i top 15.

Jeg har lavet en kort analyse af r/Denmark, som giver en god forståelse af, hvem brugerne er, og hvad de finder interessant.

Det mest aktive danske forum på internettet

Ifølge Reddits annonceringsværktøj bruger ca. 150-200.000 danskere Reddit dagligt. Reddit er altså indtil videre ikke udbredt i den brede danske befolkning, men ud fra min research anslår jeg, at det danske subreddit, r/Denmark, er mest aktive danske forum på internettet udenfor Facebook.

Baseret på topopslag, observationer, subreddits egne brugerundersøgelse, prisuddeling og statistik, kan jeg konkludere, at r/Denmark hovedsageligt benyttes af danske mænd i alderen 16-33 år som foretrækker følgende indhold:

  • Udenlandske historier om Danmark eller danskere
  • Danske nyhedsartikler
  • Humoristiske billeder, gifs og videoer
  • Danske memes (Især Kaj og Andrea)
  • AMA’er (Ask Me Anything)
  • Meta-referencer
  • Diskussioner og debatter
  • Udlændinge som stiller spørgsmål eller giver Danmark ros
  • Sverige-bashing

Reddit målgruppe i Danmark

I 2016 foretog moderatorholdet på det danske subreddit en brugerundersøgelse. Den viste blandt andet, at det hovedsageligt er unge, danske mænd, som bruger platformen, og som i øvrigt gerne så flere happenings og AMAs. Hvis din målgruppe er unge mænd i alderen 16-33 år, og du f.eks. repræsenterer en skuespiller, skal lancere en film, eller gerne vil lave en event happening med danske Redditors, så vil jeg anbefale dig at give r/Denmark et skud.

Træd varsomt med din markedsføring

Hvis du er bekendt med Reddit, så kender du sikker også til udsagnet om, at Redditors hader markedsføring. Og det er da også sandt til en hvis grad. Redditors hader larmende marketingsfolk, som smider deres kampagne på Reddit uden de har lavet deres forarbejde for at forstå kulturen. De går ud fra, at de kan smide links op til deres hjemmeside og forvente de helt store resultater. Sådan fungerer Reddit ikke. I stedet kan de regne med at blive bannet, downvoted eller få negative kommentarer.

Hvis du ikke bidrager med værdi, så kommer du med stor sandsynlighed til at få en dårlig oplevelse på Reddit.

Når du lægger dit indhold op på Reddit, er det den ultimative prøve, da du virkelig finder ud af, om indholdet er godt eller ej – for her har du ikke dit heppekor af følgere til at bakke dig op, som du fx har på Facebook eller Instagram.

Undgå at lave en kampagne og tro det virker, bare fordi du smider den på Reddit, og en masse mennesker derfor vil se den. Akkurat som du heller ikke skal lave en kampagne, for så også at smide den på Facebook. Ét budskab til ét medie.

Respekter platformen ligesom alle andre platforme. Enhver platform fungerer på hver sin unikke måde, og derfor skal den også angribes på en unik måde. Få derfor et overblik over hvilke subreddits, der er relevante for din virksomhed, og undersøg kulturen i netop dét subreddit for ikke at træde forkert.

Lad dig ikke skræmme. Kast dig ud i det!

Afslutningsvis vil jeg opfordre dig til at gå i gang med at bruge Reddit. Ikke i markedsføringsøjemed, men som en bruger, som en redditor. For som sagt: Hvis du vil have succes på Reddit kræver det, at du forstår platformen og brugeradfærden. Du kan komme i gang i nu ved at:

  1. Downloade deres app eller besøg com
  2. Opbygge en bruger med et godt renomme ved at bidrage med værdifulde opslag og kommentarer.
  3. Følg ”the reddiquette”, og reglerne og normerne for hvert enkelt subreddit.

Tip: Lige nu bruges Reddit bedst, hvis man har et plugin installeret til sin browser: Reddit enhancement suite. Når det er installeret, får du adgang til en masse nye funktioner. Blandt andet newer ending reddit, hvor du kan scrolle gennem indhold til evig tid. Der er også en af mine favorit funktioner, der hedder ”View images”, som viser billeder, videoer og gifs, så du ikke behøver at klikke videre for at se dem.



First Name






Last Name







Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *